På torvet

Tid: 12.30
Sted: Torvet
Vejr: Kølig solskin
Omgivelser: Handlendes boder
Dato: 30. Januar
Dag: Fredag
Påklædning: En hvid skjorte, sorte busker og en sorte kappe med Dragens mærke på ryggen.

Joshua stod og så køligt på nogle af boderne. Han havde sit store sværd ved siden, og ingen turde komme ham for nær. Han var kendt for sit kølige temprament og korte lunte. Hvis nogen trådte ham over tæerne, ville de ikke være i stand til at gå en uge efter...

De lette trin hørtes ikke. Kappen flagrede i den lette vind. De små stråler fra solen virkede så magisk på en dag som denne, hvor boderne var fremme. Ciana lod sit blik falde på ham, som alle andre gjorde, men i Ciana's blik var der intet andet end had og kulde, som blev holdt på plads af en rolighed.
De lette svagt dansende skridt kom over brostenene ganske flot og let. De bare tæer var varme, selvom der ikke var noget om dem. Knivene sad hvor de skulle, og det samme med buen og pilene... Dog var intet af det synligt! Hun var klar på alt. De lette og syregrønne øjne blev på ham, men stadig var der styr på omgivelserne.
Håret dansede i den lette brise, som fyldte denne fantastiske morgen. Hun afventede nu kun.

Joshua vendte sig mod hende da han mærkede blikket. Han smilede koldt og var omhyggelig med ikke at se hende i øjnene. Selv om han ikke skammede sig det mindste over nogen af sine handlinger var han dog ikke imun over hendes blik.

Tilfredsstillelsen gled over denne tynde let høje skikkelse. Det røde hår røg indimellem ned i de syregrønne øjne, men intet gjorde Ciana ved det. Hun vidste næsten, hvordan denne unge Herre havde det med Ciana's eget blik. Ja, hun kunne næsten føle det. Hendes ene hånd gled hurtigt over en af sine kasteknive. Jo, den var der da stadig... Og klar til brug!
Hvad denne morgen bar på, var ikke til, at forudsige. Hvad end der skete denne fantastiske morgen, så var der ingen, der ville kunne sige det. Det hele lå sløret og uklart hen. Nu rankede Ciana let sin ryg. Hun følte sig imun overfor enhvers blik, men ikke leder for Drankan Tilhængerne. Han havde det største temperament, som hun nogensinde havde set, så at nærme sig ham, ville være en ekstrem dum ide, og især nu, da de begge var ledere for hver sin gruppe, som jo egentlig gik imod hinanden!
Det røde hår dansede fortsat, men det var mindre end før. Det var sat op på en speciel måde, så det ikke ville irritere hende i kamp, eller på nogen anden måde. Det var perfekt..
"Nyder du udsigten?" Stemmen kon som en hvisken, som blevet båret af vinden. Denne stemme havde været så uhyggeligt tydelig, selvom det bare havde været en hviskende stemme, som Ciana havde fået frem. Hun lod sine øjne forholde kulden, roligheden, og hadet i dem. De syregrønne øjne borrede sig ind i ham, afmærkede ham med dette blik.

//Skal ned til en veninde nu... Vi fortsætter senere, ikke?//

"Nej ærlig talt, så står du og spærrer for den" svarede han koldt. Et lille koldt smil spillede på hans læbe mens han sagde det. Hans årvågne blik så godt at hun førte hånden nud til noget der var skjult for hans blik... Sikkert våben. Selv lagde han hånden på sværdskæftet klar til at trække sværdet hvis hun skulle prøve på noget

//Jo self^^//

Han virkede ikke for klog. Godt nok vidste Ciana, at denne anden leder for hendes egen modgruppe (Eller hvad det kaldes..) havde hånden på sit sværd, men også at han vidste, at Ciana selv havde våben. Men det hele virkede så dumt... Og så lige her! Dette var jo ikke en ordentlig kampplads, nu, hvor der var andre til stede... Og så lige så mange, som der egentlig var.
"Det var dog en skam! Måske skulle du blot selv flytte på dine store fødder - Hvis du kan" De ord... Disse ord, hviskende som de kom, virkede så utrolig tydelige. Det gav en hvis gåsehud, hvis ikke man var van til det.
Det røde har bar et guld skær i den allerede så magiske morgen. Duggene var nok allerede forsvundet fra de svajende græsstrå, men alligevel virkede denne morgen så vidunderlig. Også selvom Joshua var der... Han var blot et bump på den ellers så lige og lette vej - Intet andet! Faktisk så betød han intet andet end forsinkelser for Ciana. Hun hadede ham, men intet blev vist i de syregrønne øjne længere. De var nu tomme og rolige, og gemte på alt, de egentlig burde vise. Disse følelser, som nagede i hende, blev gemt i dybt i hende, så de ikke ville kunne komme op. Hun holdt det inde, når hun vr i et sådant selskab. Her skulle man passe på!

// hej (: må jeg hoppe ind i emnet? //

Han lagde nakken tilbage og lo så højt at folk vendte sig om og kiggede mærkeligt på de to. Da han endelig stoppede havde han tåre i øjnene af grin og måtte holde sig på maven. "Det må jeg give dig; den var god..." sagde han stadig med latteren siddende i stemmen. Så rettede han sig op og så koldt på hende, efter at have tørt tårene væk vel at mærke, "Men nej... Det ville være langt sjovere at flytte dig i stedet." sagde han koldt med en truende undertone. Hans ansigt var fuldstændig følelsesforladt, og man kunne på ingen måde se at han lige havde stået og grint højt.

//Tja.. Gerne for mig... Hvad siger du Ciana?//

//Bare kom xD//

Hun betragtede ham. Dette havde været latterligt... Hvad grinede han egentlig også af? Han var virkelig en spade, så det gjorde noget! Aldrig havde Ciana mødt en, som kunne fremkalde en vrede, som han kunne ved hende. Normalt holdt hun sig rolig, men nu...? De var jo begge teknisk set fjender, hvilket blot fremkaldte en masse andet, som egentlig var helt unødvendigt. Hun rullede let med de rolige syregrønne øjne.
"Du prøver, hvis du kan... Jeg venter!" Hvislede Ciana helt roligt og let over sine læber. Stemmen brød tydeligt igennem. Den havde det rolige og hviskende præg over sig, som gjorde det endnu mere overraskende, at stemmen var så tydelig i den lette vind og på den lange afstand, som var imellem dem. Aldrig i livet, at hun ville flytte sig for hans skyld!
Vinden lavede sin lette gennemgang. Menneskene der gik forbi kastede et ekstra blik mod dem, end dem, de allerede havde kastet mod dem. Det hele havde været en forstilling, som kun skete sjællendt. En fantastisk morgen. Et sceneri, som ingen havde forestillet sig skulle ske denne morgenrøde morgen. Ingen havde set det komme, og hver især stilte de alle det samme spørgsmål: Hvad ville der egentlig ske på denne ellers så magiske og fantastiske morgen på markedspladsen?
(Beklager mine korte indlæg xD)

//Korte siger du? Jeg kan langt fra komme op på din længte...//

Han smilede koldt til hende og gik truende frem mod hende. Han vidste udemærket godt at hun sandsynligvis ville være bevæbnet til tænderne, men faktum var at hun var både yngre og mindre end ham. Hun var jo knapt voksen, og han var i sin bedste alder. "Som du vil medamina" sagde han koldt. Hans sorte kappe blafrede svagt i vinden, og solen spillede i den røde drage på ryggen. "Som du vil" gentog han truende og fortsatte sin fremfærd, med et fast greb og sværdskæftet, klar til at trække sværdet ved en pludselig bevægelse fra Cianas side.

// tak // xD

Katriona kom let gående. De bløde sko kunne ikke høres på de gamle brosten. Den evige summen af mennesker fyldte luften. Det røde hår dansede om hendes lysebrune ansigt, med de dybe blå øjne og et lille smil var plantet på hendes læber.
Det var en god dag - en god morgen. hvor solens stråler var begyndt at få varme og hvor den røde himmel stadig var halvt synlig, lagde et let gyldent skær over befolkningen og de opsatte boder.
Kat så på det hun gik forbi, men hun købte intet, gik blot forbi med den lette holdning. Kjolen var som den tit var, simpel, lyse brun og med både læder bælte og tilbehør siddende i.
Kat fangede hurtigt disse to mennesker der stod over for hinanden, med den usynlige kolde mur i mellem sig. De var nemme at se, nok af den grund at ingen nærmede sig dem, eller så på dem sådan synligt. kun diskret, som om de ikke turde?
Dog trådte Kat nærmere, men fulgte befolkningens eksempel; ikke at blande sig, i denne stille krig, der så ud til at udspille sig..
- de var tydeligvis ikke venner..

//Okay du siger noget, men mine kunn være længere, hvis jeg orkede xD//

Ikke den mindste panik jog igennem - Ikke det mindste! Hun vidste faktisk, at det var sådan, at det hele ville gå til, så hvorfor blive overrasket? Nu var det bare om, at få banket noget Drankan Tilhænger! Hun hadede de bæster... Nu skulle det hele gå ud over Joshua. Et kækt smil spillede sig nu over de smalle læber. Hurtigt greb hun sin kastekniv, tog sit sigte, vejede kniven i hånden, og kastede så et utrolig præcist kast. Det ville blive meget svært at undgå denne kniv, da den havde fart direkte med Joshua højre skulder. Hvis den arm blev beskadiget, kunne Ciana højst sandsynligt vinde... Dog havde hun stadig flere knive på sig.
Øjnene forblev på Joshua. Hvad han kunne finde på, kunne gå hen og blive farligt. Nu galdt det om, at holde opmærksomheden på ham, og holde livet sikkert for den sags skyld. De grønne øjne opfangede alle hans bevægelser, og alt, hvad han kunne finde på. Ikke en ting måtte slippe ud af syne, hvilket der heller intet var, der gjorde.
Endnu en gang lod hun fingrene glide over sine knive, den ene en saxkniv og den anden en kastekniv. Et hvert slag fra disse sværd ville ikke kunne sætte et eneste mærke i disse knive - Ikke ét! De var special lavede. Hun vidste, hvordan man skulle parére bedst med disse knive... Og hvordan hun kunne slippe for skrammer, og han så kunne få det hele. Endnu et let smil spillede sig over hendes læber. Dette var rart! Selvom at slås aldrig ville være Ciana's løsning på alt. Hun hadede mere end noget andet at slås, men her virkede det som om, at det ikke ville være til, at komme udenom.

I det hun trak sin kniv, trak Joshua hurtigt sit sværd. Mens hun tog sigte løftede han sværdet, og slog kniven væk da hun kastede den. Han smilede koldt, i det han gjorde et udfald mod hende, og lagde sin vægt i. Joshua var en koldblodet morder, og fandt det at slås ganske underholdende. Han var fuldstændig ligeglad med hvor meget folk kiggede, og nød deres frygt. Der var simpelthen intet som at starte dagen, men et raskt slagsmål, og skabe lidt skræk og rædsel blandt de almidelige borgere... Intet...

//Okaay... Jeg synes nu de er lange nok som de er 0o//

Kat lagde hovedet på skrå.
Betragtede dem, og kunne ikke lade være med at smile let over befolkningens små suk og utydelige lyde, da de blev grebet af det der skete foran dem.. stadig ingen der blandede sig.
heller ikke kat.
Dog hvilede hun de dybe blå øjne på dem, bedømte dem, og betragtede hvordan de gjorde udfald mod den anden..

Hurtigt havde Ciana trukket sine knive, parerede elegant, og hurtigt tog hun et skridt til højre, drejede rundt hurtigt, så hun nu stod på Joshua's blottede sig - ryggen!
Kniven sang igennem luften. Lige mod hans højre skulder agtede hun at ramme. Egentlig ønskede hun ikke denne kamp, men den virkede så uundgåelig, så man måtte vel tage det, som det hele kom. - Også selvom, at det brød den rolige og magiske morgen, som havde triumferet i Dunark. Det hele blev nu ødelagt, spoleret med en enkelt hændelse. Rædselerne spredte sig. Vinden bar den med sig, og fortalte det videre. Selv træerne siges, at de fortalte det hele videre den dag.
At forudsige noget var en umulighed. Selv at forudsige vindens retning var svært den dag. Det hele havde taget en slem drejning, som ville være svær at komme ud af - Og især med hovedet solidt plantet mod skuldrene på halsen. Hvad end der skete, så frygtede alle menneskene dette. Selv Ciana, selvom ingen så det, eller nogen nogensinde fik det af vide. Det hele var gemt bag den rolige og tomme mur, som var sat op.

//Nu blev det kort oO//

Han vendte sig med en lynsnar bevægelse, parede hendes kniv og tog hårdt fat i hendes arm. Han trak hende lidt hen til sig, så hun ikke kunne gøre noget. "Jeg flyttede dig" sagde han lavt så andre end de to knapt ville kunne høre det. Ham smilede koldt og skubbede hende hårdt fra sig. Han sænkede sværdet en anelse for at vise hende at han havde nået sit mål, og ikke havde nogen intentioner om at fortsætte kampen, med mindre hun angreb igen.

KAt's kjole blafrede..
Den kolde sol skinnede.
Hun selv tav.. betragtede dette sceneri med vågne øjne, så på deres holdning, deres fødder.. deres forskellige styrker.
rolig uden at ´blande sig.
Puplikum så også på.. lyttede til deres tavse ord

Ciana tog det hele som det kom. Overrasket over hans hurtig bevægelser spærrede hun svagt øjnene ydeligere op. Hun havde regnet med at mærke sværdet mod sin hals... Føle mørket omhyggeligt tage sit tag i den tynde skikkelse, men intet af det kom. Den magiske morgen triumferede nu, men Ciana mærkede sit nederlag dybt i brystet. Altså havde en Drakan Tilhænger opnået ét mål mod hende? Det hele kørte et kort øjeblik rundt for hende.
"Ja måske..." hviskede Ciana tilbage. Hendes stemme skar klart igennem til Joshua, og kun Joshua. Det virkede helt som en tavs tale, som de havde gang i med hinanden, men der lå meget mere bag.
Ordene genlød i hendes hoved. Tænk, at han havde flyttet hende? Hun smilte dog stadig svagt for sig selv. Hun indtog den samme plads, som hun havde haft først. Om det så var dumdristigt eller ej, så tillod hun sig, at stille sig der igen. Dette var her, hun havde uset sin plads at stå - Eller i hvert fald denne morgen.
Hendes øjne fangede hans et kort øjeblik. Intet andet end det tomme og rolige lå solidt i hendes øjne. Hun vidste, at hun ikke kunne lide hans øjne, men alligevel... Hun smilte iskoldt og svagt, inden de smalle læber atter blev en lige streg.

Han lo højte af hende igen, og lukkede sine øjne i for at undgå hendes, og puttede sværdet tilbage i skeden. "Tak for dansen, medamina" sagde han drillende og vendte tilbage til boden som om intet var hændt. Han smilede over at have vundet, og ignorede at hun havde stilt sig tilbage... Han var ikke i humør til yderligere kamp lige nu...

Hovedet var atter på skrå, så det røde hår væltede ned til den ene side.
De blå øjne var på disse personer.
Kort så hun sig dog om, så støvet der let dansede i luften, oplyst af solens fangende stråler,
og hvordan alle langsomt begydte at gå tilbage..
kun nogle stykker blev stående, for at se om der ville ske mere, eller om det var det.
Kats smil var forsvundet.

Dansen? Dansen! Nej dette var for meget... Og så vendte han blot ryggen til, som om det hele havde været fest og ballade! En ild tændtes i hende, men blev aldrig vist. Flammerne dansede i hende, og af og til følte hun, at hun næsten kunne mærke vinde puste til denne ild, der lå dybt i hende.
"Dansen? Vil du kalde dette for en dans?" Den rolige stemme brød over den tavse mængde af mennesker, som troede, at det hele endelig var slut. Nogle hviskede dog her og der.
"Hun lægger sig op imod ham. Hvor dumdristigt" Lød det fra en ældre dame til venstre for Ciana, men hun ignorede dem alle. Hun ville vide, hvad Joshua troede, det hele skulle have været. Hun hadede denne Drakan Tilhænger mere en vinterens mørke og vandet kulde. Hun selv havde overtaget Rævene efter sin far. Han havde opbygget hendes had gennem 16 år, inden han en dag blev dræbt. En sorgens dag for mange, som kendte til denne vigtige Ræv. Hun trak vejret roligt. hun nåede tallet 10 inden i sig selv, inden hun igen overvejede at sige noget, men hun holdt det dybt inden i sig selv, hvor kun hun selv havde adgangen.
Ordene pressede sig på, fornærmelserne lå på tungen af hende, men det hele holdt hun inden i sig selv. Ja, selv haddet blev gemt væk. Intet skulle ses, kun roligheden og tomheden, som trygt lå i hendes øjne.

Han vendte sig mod hende med et engleblidt smil. "En let lille vals." sagde han drillende og lavede en fejende bevægelse med armene, som om han dansede med en kvinde. Han blinkede spottende til hende og sagde så: "Det er jo altid rart at starte dagen, med lidt morgengymnastik." Han drillede hende åbenlyst, og smilede uskyldigt for at få hendes blod i kog.

Kat så på dem begge..
folk begyndte at strømme tilbage, en efter en og to efter to..
til de alle stod som før-
Kat lyttede, nogle var stillet sig sammen, for at vædde om hvem der ville vinde..
Det var nemt at høre hvem de fleste troede ville vinde.
- manden! måske fordi de ikke turde sige det andet højt?

Hun trak vejret roligt, hendes øjne var roligere end graven. Det hele holdt inde, som om alt tog en dyb indånding på samme tid, inden et udbrud ville komme, men intet. Et skuffende intet for nogen, men et lettende et for andre. Hun hævede let de rødlige øjenbryn. Havde han kaldt det en let vals? Hun havde intet gjort. Krafterne havde hun holdt inde, og selv sine udfald havde hun undgået at lave. Hun undgik helst kampe og vrede når hun kunne.
"Wow... Du har godtnok ordet i din magt, hva'?" igen brød Ciana over menneskemængden, som pludseligt tav. Ville det vække optøjer? Ciana tirrede igen. Hun vidste, hvor nemt det var, men hende selv var en helt anden snak. Hun var svær at gøre sur, ellere rettere vred. Det hele var dybt i hende. Aldrig blev det vist eller taget op, kun få gange.
Et let vindpust fik et suk igang blandt de fleste. De havde vist alle hørt Ciana's ord. Et let smil spillede sig over hendes læber. Et drilsk et af slagsen. Tog Ciana sig egentlig af, hvad der skete på den morgen, som skulle have været fredfyldt, så magisk?