Mågeskrig i luften.

Tid: 18.23
Sted: Havnen
Vejr: Gråt, med tunge skyer
Omgivelser: de sidste fiske boder, skibe og folk.
Dato:6. februar
Dag: Fredag
Påklædning: En simpel kjole i farven lysebrun, bløde sko, en sort læder bælte om livet med kniv og lille taske siddende i. Kjolen går til under knæene, og ærmerne smøret op.
--------------------------------------------------------------------------------

Mågerne skreg, som de stadig tilbage blevende fiskere, da alle ønskede at få deres seneste fangst solgt. Kat kom gående. med vandet gulpende til den ene side, hvor fisker både og handelskibe lå tøjret, og den anden side vendt mod land hvor de mennesker som ikke bekymrede sig over de tunge mørke skyer over deres hoveder. Også kat var ligeglad med at regnen nok snart kunne vælte ned. Hun gik blot, med det flamme røde hår dansende om hende, og kjolen let svingende til hendes skridt.
De blå øjne opfangede alt hvad der skete om hende.. Både dem som pakkede sammen, dem der råbte på kunder og på de små skænderier der opstod foskellige steder,
Kat kunne godt lide havnen. med de mange forskellige mennesker, og den så ofte travlhed, som lå over stedet..

Hovslag fra en kobberrød hingst hørtes i havnen. Joshua red igennem den sene havnetrafik uden at tage den mindste smule hensyn til menneskene der gik der. Hvis man ikke ville trampes ned af det store dyr, måtte man flytte sig i en hvis fart, for Joshua satte ikke farten ned bare fordi en gammel fisker stod i vejen. Hans kølige blå øjne gled rundt på omgivelser, uden at lægge synderligt mærke til nogen af dem. Han var kendt i hele Dunark for sit kolde temprament og sin yderst korte lunte...

Kat vendte sig, og så dette pragt eksemplar af en hest splitte folke mængden i to, ride frem.
Det forbløffede hende, hvor majestætisk og yndefulgt dette så ud.
Også selvom kulden nærmest stod ud af ham.. koldere en aften brisen.. koldere end en vinter morgen.
Kat lagde let hovedet på skrå, Hesten nærmede sig med sin rytter.. men hun fjernede sig ikke.

Joshua lod sit blik hvile på pigen længere fremme. Han havde mørke rander under øjnene, og var lige kommet tilbage til Dunark efter en længere rejse. Hans sorte kappe vejede blidt i vinden, og den røde drage stod stolt på ryggen af den. Han holdt stramt, dog ikke for stramt, i hestens tøjler, så den ikke kunne gå anden vej end den han ville have den til.

KAts blå øjne, så hans egne isblå.
Dog fangede dette hende let.
for hun havde ikke set øjne som dem, sådan nogle der kunne være kolde, når andres øjne var så glade?
Vinden fik både hendes hår og kjole til at danse blidt.
Stadig rykkede hun sig ikke. Måske fordi hun ikke kendte ham?

"Flyt dig tøs!" råbte han advarende til hende. Han havde ingen intentioner om at holde tilbage for en dum unge der bare stod og gloede, men kunne dog godt vise en smule 'venlighed' ved at advare hende før han trumlede hende nede. Hans mørke hår dansede blidt om hans hoved ved hestens bevægelser. De brune krøller nåede et godt stykke under hans øre, og var faktisk halvlangt iforhold til andre mænds hår, men de klædte ham utrolig godt at lade krøllerne vokse til den længte

Kat's øjne blev straks indhyldet af mørke.
Ingen skulle kalde hende tøs! ingen!
Katriona havde aldrig været en som elskede vold, eller andre for hårde ting, dog havde hun en grænse.
og tøs var en der fik hendes egen kulde til at brede sig i hende.
hvem troede han, at han var?
Kat satte hænderne i siderne. ignorerede pøblen der alle sagde at hun skulle gå, og blev stående.
Håret lå om hende, som ild.
Øjnene var bestemte.

"Næsvise pigebarn" sagde han og jog hælene i siderne på hingsten der sprang frem mod hende. Dyret forsøgte at dreje uden om hende, men dets rytter forhindrede det. Han smilede koldt til hende, i det han med høj fart red frem mod hende.

Kat tvivlede ikke på at han ville ride ind i hende..
ikke mere, men hendes bestemte øjne fortalte sit.
så vendte hun ryggen til, efter at have bedømt afstanden,
og Trådte hen til en vågn med tønder, let sprang hun op, ignorerede forsat alle andre, og sparkede til det, så tønderne rullede ned, og spærrede vejen for ham. Hun hoppede ned, vel vidende at han måtte forsøge at bremse den læbske hest, og at hun lige havde gjort noget yderst dumt og farligt!

Han så et øjeblik forfærdet ud, men genvandt så fatningen og skyndede endnu mere på hesten. Han løsnede dens tøjler, og den løb hvad den kunne, mod forhindringen og sprang over den. Da den landede sikkert på den anden side, stoppede han hesten med et hårdt ryk i tøjlerne. Han klappede den kort på halsen hvorefter han elegant svang sig ned på jorden og kastede tøjlerne, til en halvstor knægt i mængten. Han gik med lange truende skridt frem mod pigen, og mumlede rasende: "Jeg skal lære dig, din forbannede horeunge!"

Kat havde ikke forventet at den ville kunne springe over det hun havde skab, nej hendes håb havde været at han var faldet i vandet.. men nu kom han faretruende hen mod hende. Hendes øjne lå på ham, de var dog stadig bestemte.
" jeg er ingen hore unge..!" hendes stemme var let, med en meget bestemt undertone.
Hun var ikke en baby mere.. hun klarede sig selv, og som hun selv så sig i sin bedste alder..
eller næsten i hvertfald..
Katriona rankede ryggen.. så på ham, og var parat til at løbe, for hun idste at hun havde fortjent det..
men hun gad ikke bukke sig for hvem som helst, især ikke når hun ikke vidste hvem denne mandsperson var!

"Skal du være fræk?" råbte han og tog hårdt fat i hendes arm. Han var vant til at blive respekteret og frygtet. Nok mest fordi han var leder af Drakans tilhængere, men også fordi at folk i Dunark kendte hans temprament, og havde set rigeligt med eksmpler på hvordan det gik folk der gik imod ham... Meget skidt...

Men kat var uviden, hun kendte ham ikke.. kendte ikke hans rygte..
dog fandt hun hurtigt ud af, at han ikke var hvem som helst..
han var stærk!
" slip mig" hvæsede hun, vreden boblede i maven på hende..
og ydmygelsen over at han tog fat i hende, som om hun stadig var 12 år..

Han stak hende vredt en lussing. "Sådan skal du ikke tale til lederen af Drakans tilhængere!" råbte han ind i hovedet på hende. Han understregede sin status ved at nævne den og stramede grebet i hendes arm.

Slaget ramte hende, og hun så ned, så det flamme røde hår, faldt ned som et brændene tæppe og skjulte hendes ansigt. og dermed hendes øjne der var blanke som vandet, over den smerte der nu både stak i hendes arm, og kind.
Kat vidste at det røde mærke ville være synligt længe.
Dog havde hans ord gjort sit, for tanken om den der lige nu holdt i hende, overdøve det andet ,
lederen! - den berygtede og morderiske leder!?
KAt så ikke op, ikke før hun vidste at tårende var væk.
De blå trodsige øjne ramte ham. det røde mærke kunne ses.
dog sagde hun intet!

Han smed hende hårdt fra sig og drejde om på hælen. Han gik med lange skridt tilbage mod hesten, og drengen der holdt den. Han svang sig op på hesten og smed en mønt til drengen. Han så på pigen med et sidste isende blik og sagde koldt: "Lad det være dig en lærestreg, tøs." han spyttede det sidste ord ud og satte hesten i bevægelse igen, i et roligt tempo.

Kat mærkede den indre vrede ramme hende,
som et kølleslag. hendes øjne lynede.. hvordan kunne han bare !
" Din forbandede drage æder.."
KAts stemme skar klart gennem luften.
" hvis der er nogen hore ungen her, er det dig! din usling.."
KAt vidste at det ikke var klogt, og at orderne hverken var rammende eller geniale..
men hun skulle bare af med den vrede..
Hun samlede en lille sten op, og kastede den halvt bandene efter ham.. dog ramte hun ikke..
Katriona slog håret elegant tilbage..

Han vendte hesten og red mod hende. Han stoppede lige foran hende, og så koldt ned på hende. "Var din mund snothvalp!" sagde han med en stemme der dryppede af foragt. Han tårnede sig op over hende som han sad på hesten. Han så på hende med at faretruende blik, der talte sit tydelige sprog. Hun behøvede kun at komme med enkelt ord mere, og hans bærger ville flyde over. Han havde holdt sig selv i stramme tøjler, men fandt sig ikke i fornærmelser fra nogen.

Kat fjernede ikke sine øjne.
selvom hun virkede så ubetydelig og lille i denne sammenligning!
Hun åbnede munden for at svare igen, efter kort at se sig over skuldren..
nej der var ingen der stod i vejen.
Kat selv, vidste at denne ide ikke forekom så voksen, som hun ellers ville give udtryk af.
nej det her var kun dumt - og barnligt..
" jeg sagde.." begyndte hun.
ledte efter de rigtige ord.

Han lænte sig ned mod hende, og tog fat i kraven på hende. Han rettede sig op igen og løftede hende op fra jorden i udstrakt arm. Han ruskede hende vredt et øjeblik før han sagde: "Hold du hellere tand for tunge" hvislede han lavt, med truende stemme, og så koldt på hende.

Kat så på ham..
kunne ikke skjule sin frygt for ham..
" Slip mig!" svarede han og greb fat i hans hånd..
" Slip mig så!!"
hun var rasende.. sur og ligeglad.. hun ville ned!

Ham smilede lumsk og red hen til kanten af kajen, og holdt hende ud over vandet. "Jamen selvføglelig medamina. Jeg skal nok slippe dig." sagde han koldt og løsnede sit greb en smule, kun lige nok til at hun mærkede det, dog uden at hun faldt... Endnu...

KAt så ned..
Vandet var under hende..
" nej, hvad er det du laver!" hun så på ham, med rasende øjne.
hvis han så meget som prøvede..
bare det fik hende til at gyse af vrede..

"Gør som du beder mig om... Slipper dig." sagde han og løsnede sit greb yderligere. Han lod hende dog ikke falde endnu da han ville høre hvad hun sagde til det. Men han havde med iskold fasthed besluttet at hun trængte til en dukkert i havnens kolde vand. Det gik en nervøs mumlen gennem pæplen, og brudstykke af sætninger som: "det gør han da ikke", "Holdt sin mund skulle hun" og " stakkels barn" nåede dem, og hans kolde smil voksede ved deres ord.

" slip mig, så jeg lander på jorden." svarede hun..
" tænk at være så dum" mumlede hun utydeligt ..
tænk at han skulle gøre dette, hun havde fattet det..
og kinden brændte stadig!